Vurdering af støjbelastning i omgivelserne

Som det fremgår af punktberegningerne, vil der være et meget højt støjniveau ved boligerne på Viborgvej, når der afholdes koncerter på arealet mellem ringmuren og Viborgvej. Generne fra støjen skal sammenholdes med, hvor ofte og hvor længe støjen forekommer. Ud fra beskrivelsen af de forventede arrangementer i Fængslet vil der årligt være op til 5 store koncerter på arealet mellem ringmuren og Viborgvej, hvor støjen vil være på niveauer som det beregnede.

 

I forbindelse med en koncert er der ud over selve koncerten med hovednavnet også støj fra opvarmning, og der vil altid i forbindelse med koncerterne være støj fra lydprøver forud for koncerten. Lydprøverne kan foregå samme dag som koncerten eller dagen inden koncerten. Dermed kan støjniveauet være som det beregnede op til 10 dage om året (lydprøver dagen før koncerten samt koncertdagen). Antal timer, hvor støjniveauet svarer til det beregnede, afhænger af varighed af lydprøver samt i hvilket omfang, der er opvarmning. Ud fra tidspunkter der blev registreret i forbindelse med en koncert i 2012, var der opvarmning fra kl. 17 og koncerten sluttede kl. 22.45, dvs. at det beregnede støjniveau på en koncertdag kan forekomme i op til ca. 6 timer, dog ikke konstant i hele tidsrummet. Varigheden af lydprøver er ikke kendt, men det vurderes, at de vil være af væsentlig kortere varighed end koncerten incl. opvarmning.

Samlet er der tale om et begrænset antal timer pr. år hvor de høje støjniveauer vil forekomme, og dette medvirker til at begrænse generne. Samtidig forøger det generne, at støjen forekommer fra eftermiddag til de sene aftentimer, så det vil forstyrre eller forhindre nattesøvnen for beboerne i de mest belastede boliger.

 

Der findes ikke generelle grænseværdier for støj fra koncerter. Grænseværdierne er i Horsens Kommune fastsat i forskriften for udendørs arrangementer. For Fængslet er grænseværdien 90 dB(A) ved udendørs musikarrangementer op til 15 gange om året, hvor et arrangement omfatter selve koncerten og evt. nødvendige lydprøver dagen inden. Ved boligerne på Viborgvej overskrides grænseværdien med op til 5 dB(A) de 5 gange årligt, der afholdes store koncerter.

 

Samlet vurderes det, at støjen i forbindelse med de store koncerter vil medføre en væsentlig støjbelastning for de nærmeste boliger og høje støjniveauer i store dele af Horsens By.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer