Vurdering af væsentlige miljøpåvirkninger

Med planforslaget skabes der mulighed for at fortsætte og udvikle de arrangementer, Fængslet som kulturinstitution ønsker at afvikle i fremtiden, både på egen hånd og i samarbejde med eksterne aktører. Miljøvurderingen tager udgangspunkt i de nuværende aktiviteter og arrangementer i fængselsområdet og i fængselsbygningerne, der forventes fortsat og udviklet i fremtiden.

Fremtidens arrangementsprofil med koncerter, festivaler og andre events, forventes fordelt således:

Enkeltstående koncerter eller fleredags koncertsevents:
Årligt forventes op til 10 koncertdage i Fængselsgården (området indenfor ringmuren vest for hovedbygningen) og op til 5 koncertdage med storekoncerter, der afvikles på det grønne område mellem Viborgvej og ringmuren.

Idrætsbaserede arrangementer, f.eks. i form af fodboldturneringer for børn og unge, Mountain Bike løb eller Ekstremmotionsløb.
Der forventes op til 10 arrangementsdage pr. år, afviklet med udgangspunkt i Fængselsgården og herefter helt eller delvist på resten af FÆNGSLETs grønne områder.

Messer, f.eks. i form af Rotary Kunstmesse, Designceller, Plademesse og Krimimesse.
Der forventes op til 10 messedage pr. år. Messerne afvikles primært indendørs.

Store festivaler, eksempelvis Europæisk Middelalderfestival og Horsens State Prison Motorcykle Festival.
Denne type store festivaler afvikles på hele området, og der afvikles musik fra mindre scener placeret forskellige steder i området.
Der forventes op til 10 festivaldage pr. år.

Antal gæster
Fremtidigt forventes et antal på op til 250.000 årlige gæster til koncerter og festivaler, ca. 100.000 gæster til Fængselsmuseet og ca. 15.000 erhvervsgæster.
Det daglige antal gæster til museet forventes at blive ca. 1.000 og der forventes 70 - 100 fastansatte på FÆNGSLET.

Lokalplanen regulerer ikke antallet og omfanget af arrangementer i detaljer, og antallet af arrangementer kan således afvige fra ovenstående, ligesom der kan blive afviklet andre arrangementstyper end de beskrevne.

Hele FÆNGSLETs bygningsmasse forventes anvendt til indtægtsgivende virksomhed dels igennem lejemål til eksterne aktører og dels til FÆNGSLETs egne aktiviteter.

Eksterne aktører forventes at anvende lejemål til cafe/restauranter, hoteldrift, kontorer, undervisning samt salg af egne produkter

FÆNGSLETs egne aktiviteter er museumsdrift, turistinformation, butiksdrift, drift af konference og mødelokaler, vandrehjemsdrift, kontorfælleskab og undervisning.

Det skal understreges, at lokalplanen ikke regulerer antallet og omfanget af arrangementer i detaljer, og der kan således forekomme færre eller flere arrangementer end beskrevet ovenfor, ligesom der kan blive afviklet andre arrangementstyper end de beskrevne.

I miljøvurderingen lægges der især vægt på at belyse de maksimale konsekvenser mht. støj og trafik, som arrangementer i FÆNGSLET og de omkringliggende arealer kan medføre. Det vurderes, at de store koncerter med max. 35.000 personer, der afvikles på det grønne område mellem Viborgvej og ringmuren vil være den arrangementstype, der giver størst støj- og trafikbelastning af omgivelserne. I vurderingen tages der derfor udgangspunkt i denne arrangementstype, og øvrige mulige arrangementer vurderes kvalitativt i forhold til de store koncerter.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer