2014-11 - FÆNGSLET

Miljøvurdering

Sammenfattende redegørelse

Horsens Kommune har afgjort, at der skal gennemføres en miljøvurdering af Lokalplan 2014-8, FÆNGSLET, og der er udarbejdet en miljørapport der har været offentligt fremlagt i 8 uger sammen med planforslaget.


I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (lov. Nr. 936 af 24.september 2009) skal planmyndigheden når offentlighedsfasen er slut udarbejde en sammenfattende redegørelse for:


1) Hvordan miljøhensyn er integreret i planen,
2) hvordan miljørapporten og de udtalelser der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,
3) hvorfor den vedtagne plan er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der også har været behandlet og
4) hvorledes myndigheden vil overvåge de væsentlige miljøpåvirkninger af planen.

Miljøhensyn
Miljøvurderingen har fokus på planens konsekvenser for støj og trafik. Det er vurderet, at planen ikke har væsentlig indvirkning på andre miljøforhold.

Støj
Den støjmæssige belastning imødegås især ved at begrænse antallet af koncertdage og andre arrangementer.
Det er i redegørelsen til lokalplanen forudsat, at der kun må være et begrænset antal koncertdage, hvoraf hovedparten afvikles indenfor fængselsmuren, der udgør en støjmæssig afskærmning.
Antallet af koncertdage er fastlagt til max. 15, heraf 10 indenfor fængselsmuren og 5 på arealet mellem fængselsmuren og Viborgvej.
Antal koncerter og støjniveauet reguleres i øvrigt af ”Forskrift for udendørs arrangementer”.

Trafik
De trafikale gener imødegås især ved at begrænse antallet af koncertdage og andre arrangementer.
I forbindelse med større arrangementer på FÆNGSLET udarbejder Horsens kommune et planlægningsdokument med henblik på at sikre en hensigtsmæssig afvikling af trafikken.
Der vil her især være fokus på at begrænse generne på grund af parkeringsrestriktioner på de omkringliggende veje og generne i forbindelse med afslutningen på de store koncerter, hvor mange biler skal ud af Horsens på kort tid.


Miljørapporten og offentlighedsfasen
Planforslaget og miljørapporten har været offentligt fremlagt i perioden fra den 18. december 2014 til den 18. februar 2015.
I samme periode var en ændring af ”Forskrift for udendørs arrangementer” fremlagt.
Der er indkommet 6 høringssvar fra naboer i området, der især gør indsigelse mod antallet af koncerter og støjniveauet i forbindelse med koncerterne.

Disse bemærkninger har ikke givet anledning til ændringer i lokalplanen, idet det dog er besluttet, at Horsens Kommune sammen med FÆNGSLET vil overveje, hvordan naboerne kan informeres og involveres bedre, med henblik på at reducere generne i forbindelse med arrangementer, herunder om lokalplanens vedtagelse giver anledning til trafikale reguleringer på adgangsvejene til FÆNGSLET.

I forhold til Forskriften er det besluttet,

at lydprøver så vidt muligt skal afholdes på selve arrangementsdagen,

at naboorienteringen skal udvides geografisk og

at opbygning/nedtagning af scene og andet stort grej så vidt mulig skal foretages i tidsrummet 07.00-22.00.


Den vedtagne plan og de behandlede alternativer
Der har ikke været behandlet andre alternativer end det lovpligtige 0-alternativ.


Det endelige overvågningsprogram

Indretningen af fængselsområdet og antallet af koncerter og andre arrangementer skal løbende vurderes med henblik på at reducere generne for naboerne, herunder hvordan den trafikale afvikling kan ske med færrest mulige ulemper.

Til brug for vurderingen af især de store koncerter har Horsens kommune mulighed for at kræve støjberegninger af lydniveau og og støjmålinger før og under afvikling af arrangementerne.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer