2014-11 - FÆNGSLET

Øvrig planlægning

Trafikplanlægning

I forbindelse med store koncerter og festivalarrangementer på FÆNGSLET tilrettelægges en trafikafvikling med særlig fokus på biltrafikken og på forebyggelse af trængsel og gener i den forbindelse. Der udarbejdes trafikanalyser med udgangspunkt i forventet besøgstal, og hvordan og hvornår gæsterne transporterer sig til og fra arrangementerne. Bilerne ledes ved skiltning til p-muligheder med en passende nærhed til FÆNGSLET. Herfra tilrettelægges gangruter ved skiltning til FÆNGSLET. I området omkring FÆNGSLET foretages afspærringer og andre p-restriktioner af hensyn til trafikafviklingen i området. Et grundigt informationsarbejde bidrager ligeledes til, at trafikken afvikles så smidigt som muligt.

Den daglige trafik til og fra FÆNGSLET, med afledt parkeringsbehov er, og forventes også i fremtiden at være, forholdsvis beskeden og affødt af ca. 1000 gæster til Fængselsmuseet og 70 - 100 fastansatte.

 

 

Spildevandsplan 2012 - 2015

Lokalplanområdet kloakeres i henhold til gældende spildevandsplan og tilsluttes Horsens Vand A/S spildevandssystem.

Fængslet, p-plads og øvrige bygninger indenfor matr. 1138 er separatkloakeret. Spildevandet ledes til Horsens Centralrenseanlæg.

Der må bortledes regnvand fra matrikel i det separatkloakerede opland svarende til en befæstelsesgrad på 0,36. Overstiger befæstelsen 0,36 skal regnvandet forsinkes eller håndteres på egen matrikel, således at befæstelsesgraden på 0,36 overholdes.

Fængselsgården er fælleskloakeret og skal forberedes til separatkloakering. Spildevand og regnvand ledes til Horsens Centralrenseanlæg.

Der må bortledes regnvand fra matrikel i det fælleskloakeret svarende til en befæstelsesgrad på 0,4. Overstiger befæstelsen 0,4 skal regnvandet forsinkes eller håndteres på egen matrikel, således at befæstelsesgraden på 0,4 overholdes.  

Området rundt om fængselsmuren er planlagt til separatkloakering. Der må bortledes regnvand fra de planlagte separatkloakerede oplande svarende til en befæstelsesgrad på 0,36. Overstiger befæstelsen 0,36 skal regnvandet forsinkes eller håndteres på egen matrikel, således at befæstelsesgraden på 0,36 overholdes.

Spildevand ledes til eksisterende spildevandssystem efter gældende regler. Sanitært spildevand fra midlertidige anlæg som toiletvogne og mobile køkkener, toiletkabiner og lignende ledes til spildevandssystemet eller opsamles og tømmes efter gældende regler.

 

 

Tekniske anlæg

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

Varmeforsyning

Området forsynes med fjernvarme fra Horsens varmeværk.

Vandforsyning

Området vandforsynes fra Horsens Vand A/S.

Renovation

Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring. Af hensyn til arbejdsmiljøet skal transportvejene mellem afhentningssted og renovationsbilerne leve op til kravene i Horsens Kommunes ”regulativ for dagrenovation og husholdning/Affaldshåndteringsplan” og ”regulativ for erhvervsaffald/Affaldshåndteringsplan”. Hvor der er behov for, at opsamlingen af affald skal ske i storcontainere, skal der tages hensyn til, at containeren skal kunne tømmes af en lastbil, som skal kunne komme helt hen til containeren.

Støj

Der er udarbejdet en miljøvurdering af lokalplanen, hvor bl. a. støjforholdene er belyst. Der er indarbejdet en sammenfattende redegørelse herom i lokalplanen.

Med udgangspunkt i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 639 af 13. juni 2012 om miljøregulering af visse aktiviteter, har kommunen udarbejdet en forskrift med retningslinier for udendørs arrangementer på bl. a fængselsgrunden. Forskriften har til formål at forebygge og minimere de gener der kan være i forbindelse med afholdelse af koncerter m.v. Der er især fokus på at begrænse støjgenerne, idet der fastlægges bl. a. fastlægges grænser for støjniveau, tidspunkter for arrangementernes afholdelse, indretning af området, information til naboer m. v. Forskriften kan ses på kommunens hjemmeside.

Jordbalance

Inden for lokalområdet skal der så vidt muligt etableres jordbalance. Det vil sige at overskydende jord, som følge af tiltag inden for lokalplanområdet, skal deponeres og anvendes inden for området.

Jordforurening

Områdeklassificering

Lokalplanområdet / Dele erer beliggende i et område, som Horsens Kommune har klassificeret som lettere forurenet. Baggrunden for klassificeringen er kommunens eksisterende kendskab til de enkelte byzoneområders bebyggelsestidspunkt, intensitet af arealanvendelse, trafikbelastning, industriel belastning, opvarmningsformer, bebyggelsestæthed, historik om byudvikling, kendskab til områder med fyldjord samt kendte forureningsdata. Aktiviteter i forbindelse med ovennævnte har med stor sandsynlighed givet anledning til diffus forurening i området eller der er tidligere påvist let forurenet jord inden for området. De stoffer og koncentrationsniveauer, som kendetegner lettere forurenet jord, er typisk et resultat af såkaldt diffus forurening. Den diffuse jordforurening er opstået gennem længere tids spredning, opblanding eller fortynding af forureningsbidrag, som typisk stammer fra flere forureningskilder. Lettere forurening kan også være et resultat af forurening fra punktkilder, hvor spild eller lækage har ført til forurening i lave koncentrationer. Endelig ses lettere forurenet jord i fyldjord, som er samlet fra forskellige områder, hvor der har været mindre forurenende aktiviteter.

Områdeklassificeringen medfører følgende begrænsninger og pligter:

I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra områdeklassificerede arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordflytningsregulativ.

 

Jordforurening

Dele er lokalplanområdet er kortlagt på vidensniveau 2 efter jordforureningsloven. I loven anvendes ordet ”kortlægning” i betydningen ”registrering.” Dette betyder, at der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.

 

Kortlægningen efter jordforureningsloven medfører følgende begrænsninger og pligter:

• der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave eller sommerhusgrund.

• der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune før der bygges, graves eller foretages andet anlægsarbejde. I særlige situationer gælder der andre regler, som der kan fås oplysninger om hos Horsens Kommune.

• I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra kortlagte arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordflytningsregulativ.

 

Vilkårene stillet i medfør af ovenstående tilladelser skal uanset de øvrige lokalplanbestemmelser følges.

 

Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.

 

     

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer